søndag den 4. november 2012

Halloween-Mummie kage



 
Ida, min datter skulle til den årlige fest på SFOén, hvor vi havde tilmeldt os kagekonkurrencen nogle uger før. Men pg.a. manglende tilmeldinger blev konkurrencen aflyst, hvilket Ida var super ked af, for hun havde jo glædet sig til at komme med en af mine kager. Så vi besluttede at vi ville bage denne kage alligevel og hun kunne så stolt tage den med i skole. Heldigvis var der flere der tilmeldte sig i løbet af ugen, for det var jo synd, hvis der skulle være fest uden en kage. Ida bestemte sig for at kagen ikke måtte være uhyggelig eller klam, så vi gik i gang med at tegne en skitse til kagen, som hun lagde mange kræfter i at tegne. Så måtte jeg jo bare være den kreative og få hendes ønsker opfyldt.

Kagen skulle være en mumiekage med blod og klamme hænder/fingre og selvfølgelig med hendes ynglings-chokoladekage.

Kagen bagte jeg dagen før og lavede den i en stor form på 35cm i dia. Jeg lavede 1½ gang af opskriften, så passede opskriften perfekt.

Idas Chokoladekage

300 g. blødt smør og 500 g. sukker piskes hvidt sammen. 4 æg piskes i, ét ad gangen. 7 dl. kærnemælk piskes i blandingen. Tilsæt: 500 g. hvedemel, 2 tsk. natron, ½ tsk. salt, 80 g. mørk kakao, 4 tsk. vanillesukker og 1½ tsk. bagepulver. Dejen røres sammen til en blød masse og hældes i en klargjort form eller en bradepande der er smurt eller med bagepapir. I runde form har jeg sat en klat fedtstof i bunden og klippet en cirkel bagepapir som jeg har sat i bunden.

Skal den bruges som bradepandekage, kan jeg anbefale denne gode glassur, som børnene også kan lide, selvom man ikke bryder sig om kaffe.

Glasur:

500 g. flormelis
2 tsk. vanillesukker
3 spsk. mørk kakaopulver
50 g blødt smør
1 dl. stærk kakaopulver

Det hele piskes sammen og hældes over kagen, når den er godt afkølet.

Mummiekagen er så derefter smurt med chokoladecreme, så jeg derefter kunne montere en masse strimler, som jeg har skaret i fondant. Når hele kagen er dækket af fondant, former du nogle store øjne, som gerne må være lidt høje i det og sætter dem på toppen af kagen, samt laver en forhøjning i fondant, som skal markere en næse indenunder bandagen. Så tager du nogle flere bandagestrimler i fondant og lægger på kagen. Jeg har taget en brun pastafarve og blandet med ren alkohol og penslet bandagen, så den så lidt gammel ud. Rød pastafarve har jeg også fortyndet meget og sprøjtet med pensel, til det lignede blod. I bunden af kagen har jeg lavet græs i glasur, så fingrene kunne sættes ordenligt fast.

Fingrene er bagt af småkagedej, som jeg har formet og malet, så de fik et gammelt, blodigt ydre. derefter har jeg sat fingrene ned i glasuren rundt om kaggen, så det blev til klamme fingre.

Den blev vældig godt modtaget og min datter var, som det vigtigste, meget stolt.

Småkagedej(ca. 25 stk).

200 g blødt smør
200 g sukker eller flormelis (anvendes flormelis fåes en finere, men mere skør dej)
1 stort æg (pisket let sammen)
400 g hvedemel (plus ekstra til æltning & udrulning)

Sukker (eller flormelis) og smør røres sammen. Tilsæt æg og smagsstof. Sigt melet i lidt ad gangen. Ælt tilsidst dejen let sammen. Pak dejen ind i film og lad den hvile i køleskabet i 1 1/2 time.

Kan nu rulles ud i ensartet tykkelse eller formes til fingre, som jeg har gjort det her. jeg har penslet hver fingerende med fortyndet marmelade og på sat en halv smuttet mandel.
 
Bages på bagepapir midt i ovnen ved 175-200 C i ca. 10-15 min. Pas på, at de ikke bliver for mørke. Hvis dejen bliver for blød, sættes den på køl igen. Kagerne afkøles helt inden de pyntes.
Jeg har derefter malet hver finger med fortyndet, rød pastafarve rundet om hver negl (mandel) og brugt lidt kakaopuler til at få dem til at se lidt klamme og beskidte ud.


 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar