tirsdag den 18. december 2012

Den lovede marengslagkage med nøddebund

Har i øjeblikket meget travlt med julen, og får ikke rigtigt taget fotos af alle mine kreationer. Dog kom en af min søns klassekammeraters familiemedlem forbi i butikken i dag, og vi kom til at tale om kager. Jeg lovede at lægge en opskrift på min blog, og denne opskrift er en sikker vinder - altid! Både sommer og vinder, som en hel kage eller som små stykker - lagt i små evt. muffinforme eller som tilbehør til en desserttallerken. Denne marengslagkage har jeg vundet mange kagekonkurrencer med i alle mulige varianter. Jeg pynter nogle gange med chokolade og sukkeristede nødder og selvfølgelig frugt. Om sommeren en masse bær og små stedmoderblomster-hoveder, som er spiselige om meget flotte på en kage. Opskriften passer til et firkantet ildfast fad.

Bund:
100 g smør
2 dl (180 g.) sukker
5 store æggeblommer
2 dl (120 g) hvedemel
2 tsk. bagepulver
1 dl mælk
150 g grofthakkede hasselnødder

Marengstop:
5 store æggehvider
3 dl (270 g) sukker

Top:
½ l piskefløde
1½ dl syltetøj (Boysenbær) er super godt

eller

½ l piskefløde pisket stift
2 dl creme fraiche 38%
40 g flormelis
1 hel vanillestang

Rør smør og sukkker sammen og pisk en æggeblomme i ad gangen. Bland mel og bagepulver i . Mælken røres i til sidst. Kom dejen i et fad eller en lille bradepande beklædt med bagepapir. Drys hasselnødderne over. Man kan evt. også her tilsætte lidt hakket chokolade, det smager også godt.

Pisk æggehviderne stive og tilsæt sukkeret lidt ad gangen. Fordel massen forsigtigt over dejen. Bag kagen midt i ovnen i ca. 50 min. v/145 grader. Den skal være stivnet i marengsen.

Til toppingen pisker du fløden stiv og vender marmeladen i. Eller du pisker fløden stiv, vender creme fraiche, vanille fra vanillestangen samt flormelis sammen. Toppingen kommer roligt over marengskagen og pyntes nu med frugt. Det kan være jordbær, hindbær, stikkelsbær, ribs, osv. Eller fersken, bananer, mandariner. Nogle gange smelter jeg også lidt rørsukker på panden og vender mandler heri. Køler massen af på et stykke bagepapir og knuser når det er koldt. Dette knas fordeler jeg også på toppingen eller lækker revet chokolade, lys eller mørk. Billedet af denne kage er fra en børnefødselsdag for nogle år siden.

1 kommentar:

  1. Hej Stina. Hyggelig blog du har her :-) kunne godt tænke mig at servere denne kage for vores gæster på lørdag.. Ville være rart hvis man kan bage bunden et par dage i forvejen.. Kan man det?
    Mvh Helena

    SvarSlet