Har kastet mig ud i en ny opgave og skal for en veninde lave en kage til hendes søns fødselsdag, som en overraskelse. Han spiller amerikansk fodbold og hans ynglings hold er New York Giants, så det er oplagt jeg laver en fodbold hjelm i deres farver og med deres logo. Ønsket er chokolade, chokolade og chokolade... Jeg har bagt tre gange chokoladebunde til lagkage. De to af gangene i en springform og den sidste af gangene i en ildfast form, for at jeg kan få lidt form på. Jeg vælger at fylde mellem lagene med en chokoladeganache/-creme, som er lavet i forholdene 1:1. Jeg brugte til denne kage 500 ml piskefløde og 500 g chokolade (du kan bruge, hvad du vil, fx. Toblerone, After Eight eller anden chokolade med smag. De 400 gram en god 55% chokolade og de sidste 100 g var After Eight. Du koger bare fløden op og hælder den over den hakkede chokolade. Rør rundt til det er godt blandet og en helt lind masse. Jeg valgte at tilsætte 2 blade husblas, så den blev lidt ekstra stiv. Det gjorde jeg ved at tilsætte husblas i fløden da den var lun og taget af blusset. Stillede skålen med fyldet på køl til det blev mere fast.
Så gik jeg i gang med at bage alle lagkagebundene. Som skrevet bagte jeg denne opskrift to gange i springform og en gang i en ovnfast form. Husk dog lige at fore bunden med bagepapir skåret runde og ikke smøre siderne på formen, for så hæver kagen flottere.
Lagkagebunde: (rund form ca 26 cm, 3 bunde)
6 æg (delt i blomme og hvide)
250 g sukker
180 g mel (sigtet)
1 ½ tsk bagepulver
2 tsk vanille
3 spsk. kakaopulver
Æggehvider piskes stive og sukker piskes i lidt efter lidt, og herefter tilsættes æggeblommer.
Mel, bagepulver, kakao og vanille blandes og sigtes i, hele blandingen vendes derefter med en dejskraber.
Bages ved 175 grader i ca 20-25 min. Bager du i mindre eller større form skal bagetiden selvfølgelig justeres. Lad kagen hvile og køle helt af og del den i 3 bunde. Du kan med fordel fryse bundene med et lag bagepapir imellem.
Til slut lagde jeg den høje form på og smurte creme på inden, så de sad godt sammen. Denne del satte jeg helt ud mod bagkanten. For at det ikke skulle skride fra hinanden satte jeg 3 stk. grill-træspyd gennem kagen, da den blev ret høj. Nu satte jeg den i fryseren i et stykke tid, for det næste jeg så gjorde var at skære selve formen til. Tag hellere lidt ad gangen end for meget.
Noget at det kage jeg skar af brugte jeg til at sætte på andre steder med creme, så den blev mere jævn. Da den var den ønskede form, satte jeg den i køleskabet, så cremen lige kunne sætte sig. Imens lavede jeg en smørcreme i samme mål som fyldet, dog lidt mindre fløde, så den blev kraftigere. Tog kagen ud af køl og smurte den op. Satte den på køl igen og smurte op igen, så den blev helt jævn.
Havde i fondant lavet bogstaverne, striberne, logoet, osv, så nu var det så tid til at rulle fondant ud til at overtrække hjelmen. Det drillede lidt selvom jeg havde valgt at dele den i to stykker, men det bliver nok helt perfekt en anden gang. Til indersiden, valgte jeg at lave en sort plade og lavede en skabelon i bagepapir, som jeg så skar i fondant og det gjorde det lidt nemmere. Til selve nettet havde jeg lavet et stativ i blomstertråd og elefanttråd og overtrukket det med fondant. Havde læst mig frem til at det var en fordel at blande fondanten lidt med tylose, for at det holdt bedre, men vil dog en anden gang ikke vælge at blande det op med tylose, da jeg synes det var lidt sværere at arbejde med. Alle delene monterede jeg på kagen og det blev faktisk bedre end jeg havde forventet. Til slut dampede jeg den, så den blev mere autentisk, som en rigtig hjelm. Størrelsen passede i hvert tilfælde.
Herhjemme har vi også skulle hygge, så manden min og et sæt venner måtte lige have en af vores ynglingsdrinks og menuen blev nogle dejlige hapsere, som ikke krævede det helt store. Mine dejlige børn hjalp også til for det er noget af det mad de elsker.
Menuen bestod af potatoskins, mozarellasticks, bruschetta, pizzaer, chickenfingers og panerede kyllingestykker. Jeg begynder med at sætte kartoflerne i ovnen. Bruger almindelige spisekartofler og vasker dem grundigt inden de pakkes i stanniol og sættes i ovnen ved ca. 200 grader i 45 min. Imens laver jeg dejen til pizzaerne. Start med at forvarme ovnen til 225 grader.
Pizzadej:
5 dl hvedemel
2 spsk. olivenolie
2 dl. lunkent vand
½ tsk. sukker
25 g gær
½ tsk. salt
Start så med at udrøre gæren i det lunkne vand og tilsæt sukker, olivenolie og salt. Rør det sammen. Tilsæt melet lidt ad gangen, og slut af med at ælte dejen godt igennem på køkkenbordpladen. Dejen kan godt føles lidt klæbrigt, så må du gerne tilsætte lidt ekstra mel. Læg dejen i en skål et lunt sted i ca. 1 times tid, til det har hævet til dobbelt størrelse. Til pizzasaucen brugte jeg så følgende:
Pizzasauce:
2 ds. hakkede cherrytomater
1 lille dåse tomatpuré
4 fed finthakkede hvidløg
1½ stort finthakket løg
2 spsk. olivenolie
2 tsks. sukker
1 tsk, salt
1½ tsk. oregano
Hæld olivenolien i en gryde og varm olien op. Tilsæt løg og hvidløg og svits det lidt. Tilsæt tomatpuréen og rør rundt. Derefter hælder du tomaterne i og resten af ingredienserne. Lad det gerne simre i en god times tid. jeg vælger aldrig at purere det, men du kan vælge at slutte af for en mere lind pizzasauce, med at blende saucen med en stavblender.
Når dejen er hævet færdig kan du evt. rulle den til en flad bund eller som jeg gjorde til en masse små pizzaer. Tilsæt tomatsaucen og derefter den topping I så bedst kan lide. Slut af med godt med ost og måske et drys oregano. Pizzaerne bages i ca. 20 min. ved 225 grader, men husk at kig til pizzaen en gang i mellem. Osten skal være smeltet og skorpen gylden. Laver altid lidt ekstra af de små og fryser ned, for så har jeg lidt nem, lækker frokost til mine børn en gang i mellem eller til en eftermiddagssnack, som lige varmes op når de kommer hjem fra skole.
Chickenfingers laver jeg af kyllinge-inderfillet, som jeg blot vender i et pisket æg og ruller dem i rasp blandet op med hvidløgspulver, salt, peber, og en anelse cayennepeber eller paprika. Dem frituresteger jeg så i fritureolie i ca. 7 min. og lader dem drypper af på et godt lag køkkenrulle.
Kyllingestykkerne er små "køller" og vinger, som jeg vender i sammenpisket æg og i rasp blandet op med salt, knust cornflakes og en anelse chilipulver. Dem steger jeg også af i frituren i ca. 8-9 min. i fritureolien.
Tomatbrødene har jeg lagt ud tidligere, og dem laver vi tit. Det er en af ungernes ynglings-spiser. Til at dyppe alle tingene i har vi en Jack Daniels barbecue sauce samt vores egen version af en honey-mustard sauce, så ungerne også kan lide den.
Ungernes Honey-mustard sauce:
2½ dl. creme fraiche
1½ spsk. dijonsennep
1 spsk. honning
1-2 tsk. sukker
et nip salt.
Alle ingredienserne røres sammen. Vores børn får lov til at lave denne dressing for jeg har en tendens til at lave den lidt stærkere end de lige kan lide, så det er dem der sætter niveauet for smagen.
Potatoskins:
Når kartoflerne er færdigbagte køles de af og halveres. Tag fyldet ud og bevar en skal på ca. 3 mm. Jeg pensler dem nu med smeltet smør og giver dem en tur i ovnen ved 200 grader et par min. Når jeg har taget dem ud tilsætter jeg små stykker stegte bacontern og revet cheddarost. Pensler lige kanterne igen med smeltet smør og giver dem en sidste tur i ovnen. Når de er kommet ud, putter jeg en lille skefuld creme fraiche 38% i hver af dem, og drysser med fintskåret forårsløg og tomater. Til mine unger undlader jeg fyldet, for de spiser dem som de er fra ovnen.
Ikke den mest fedtfattige menu, men den er lækker og hyggelig og vi har en tradition med når vi spiser dette måltid, så foregår det i stuen foran tv'et med en god film og det skal der jo også være plads til en gang i mellem.
I just LOVE that football cake!!!
SvarSlet