mandag den 15. april 2013

Som tiden dog går!

Jeg er helt ked af jeg slet ikke har haft tiden til at skrive nye indlæg her på min blog, men det må jo ses som gode tegn på, at man har noget at lave. Jeg har fået bagt kager, holdt fødselsdag for min datter, arbejdet, været til påskefrokoster og selv holdt påskefrokost, fejet terrassen og fået sat lidt blomster på bordet udenfor, så man lige kan sidde og nyde en kop te eller chai latte i solen, nu den kigger frem ind i mellem. Tiden er også fløjet afsted, for de dage jeg ikke har været på job har jeg skulle hygge med børnene nu de ikke går i skole pg.a. lockouten.

Nu går de ind i 3. uge, hvor der er skolefri. Vi har været i biografen, været på cafébesøg, jeg har investeret i et basissæt til at lave shellak negle, så det er jo også endnu en ting jeg lige laver på mig selv og min datter og en gang min mor. Det var første gang hun skulle prøve at få lavet negle, og 69 år er absolut ikke for sent. De blev super flotte. Jeg er absolut ikke prof., men synes efterånden de negle jeg får kreeret bliver bedre og bedre. Det er da i hver tilfælde billigere for mig, end at rende til en ellers fantastisk negledame hver 14. dag. Nu laver jeg dem når børnene er gået i seng og jeg kan side og se en film imens i afslappet tøj, og ikke skal ud af døren.

 På arbejdet har vi lavet ekstremt meget til begravelse. Det er nok den lange vinter der gør det. Ved det ikke, men synes bestemt der er flere der er døde her i foråret, så det er jo noget vi har meget travlt med. Jeg har lavet en masse påske på arbejdet, som du her kan se nogle eksempler på her.


Ligeledes har jeg lavet de skønneste påskeæg med marcipan, lakrids og hindbær med hvid chokolade samt marcipanæg med nougatfyld og mørk chokoladeovertræk.

Til æggene brugte jeg en marcipan fra Summerbird, hvor jeg i den ene variant æltede marcipanen og lagde et stykke nougat indeni. Disse æg vendte jeg i mørk chokolade og pyntede med hvid chokolade og en lille blomst i fondant på toppen. Til de hvide æg og tog jeg resten af marcipanen og æltede med lakridspulver og frysetørrede hindbær. Tilsæt lakridspulver efter din egen smag. Husk dog at den lige skal stå og trække lidt, så kommer lakridssmagen bedre frem. Disse æg vendte jeg i hvid chokolade og lagde hindbær på til pynt. Brugte også en del af dem som værtindegaver, hvor jeg lagde dem i små kageforme fra GreenGate og pakkede det hele ind i cellofan.





















Til vores egen påskefrokost skulle jeg lave leverpostej med bacon/champignon, stegt sild, æbleflæsk samt dessert. Til de voksne lavede jeg min all-time hitter, som jeg også har lagt ud tidligere, som er marengslagkagen, med en masse frugt på. Til ungerne lavede jeg min basisopskrift på muffins, som også ligger ude i indekset, men tilføjede to teskeer af min chailatte blaning med mango. det smagte super. Jeg brugte samme creme til muffins, som til de voksne. Virkeligt lækre.





Til familiepåske-frokosten skulle jeg komme med desserten, og der var store forventninger til jeg nu ville komme med kage, nu de har set alle de kager jeg hele tiden går og laver. Så jeg måtte i gang. Jeg laver min efterhånden klassiske blanding af chokoladelagkagebunde med fyld af hindbær- og limemousse. Den øverste kage var lidt et eksperiment, så jeg lavede opskriften til almindelig lagkagebunde, hældte hakket chokolade i samt friske hindbær i dejen inden jeg bagte den. Som fyld her lavede jeg chokoladeganache, i 50:50, men fik nok lige lavet lidt i overkanten for laget i kagen blev 5 cm højt og simpelt hen for tungt efter min smag, selvom jeg godt kan lide chokolade. men kagen bragte lykke i hele min nærmeste familie på 27 personer.






















Vi har været med en masse venner på en super oplevelse, som vi havde fået anbefalet, som jeg nu stærkt anbefaler videre. Vi har været til en fantastisk skaldyrsaften på KolleKolle i Værløse på Sjælland, hvor vi fik så meget mad, at man tror det er løgn. Jeg lægger her en kopi af programmet/menuen, som var en kæmpe oplevelse, og som vi absolut også skal til næste år. Ligeledes laver de også i efteråret en fantastisk vildtaften, som vi også har prøvet, og den er bestemt også et besøg værd. Vi er på fremover nu, både til vildt- og skalddyrsaftenen.


Kl. 18.30 Velkomstdrink & rogn fra Musholm med skyr og rugbrød. Serveres i foyeren

Kl. 19.00 Vi går til bords
Forret:Torsk rimmet med ramsløgssalt og dildpollenBallotine med jomfruhummer, kål og tomatkernerRøget stenbider, tørret æble og rødløgSuppeCremet chowder med kammusling, hjemmerøget krydderbacon og timianBuffet(variationer over følgende)Hjemmerøgede fisk og skaldyr bla. Laks, rejer, muslinger og meget mereDampede bløddyr eksempelvis: Knivmusling, Vongole, Blåmusling ogVenusmuslingØsters bar (små skåle med dyppelse)KammuslingerFlamberede skaldyrFritto mistoHele bagte helleflyndereRødfiskJomfruhummerSkandinavisk paella på perlebygKrabbeklørBlæksprutterØrred fra MusholmLyssejTorsk
samt hvad kutteren ellers har med ind.Et udvalg af spændende salater, grøntretter og tilbehørTatar sauce – Aioli – Sauce verte – pesto – urte salsaHjemmebagt brød
DesserterFlamberede pandekagerOmelet én suprise (is bagt i marengs)Mousser, kager, creme brulee og meget mereEt stort udvalg af danske med knækbrød og sødtKl. 22.30 Kaffe/the

Efter kaffen byder vi op til dans. Danse musikken bliver leveret af Twiggi’s Disco.

Kl. 02.00 Festen slutter





Ellers nærmer vi os foråret med hastige skridt; selvom det har lade vente på sig, men jeg har da formået at bringe foråret ind i stuen, så vi bl.a. har kunne nyde de skønne magnoliablomster (tulipanblomster) meget tidligere end de end blomstrer i det fri.

En anden lækker ting ved foråret er også friske desserter og en fredag eftermiddag fik jeg en ubehændig trang til citronfromage, som jeg ikke har indtaget i rigtigt mange år. Så jeg måtte straks i gang, så den kunne nå at stå på køl nogle timer.

Citronfromage 
(ca. 4 pers,)

4 blade husblas
3 hele æg (pasteuriserede)
100 g sukker
citrinskal fra 2-3 citroner
½-1 dl. citronsaft
4 dl. piskefløde

Udblød husblas i kold vand, imens æggene og sukkeret piskes tykt til en lysegul masse. Smelt husblas i citronsaften, som du har opvarmet sammen med citronskallen og rør det rundt til husblas er helt opløst. Pisk fløden til skum og vend det sammen med citronsaften, når det er lidt afkølet. Kom citronfromagen i små portionsglas eller en stor skål og lad fromagen køle helt af i køleskab i min. 4 timer. Du kan evt. pynte med flødeskum. Jeg valgte at servere med chokoladetuilles som er super nemme og hurtige at lave.

Choko-tuilles med hindbær

100 g usaltet smør
100 g flormelis
90 g mel
1 dl. æggehvide (pasteuriserede)
15 g. kakao
10 g. finthakket chokolade (gerne min. 70%)
2 tsk. frysetørrede hindbær

Varm ovnen til 170 grader. Smelt smør i en gryde, mens du blander alle de andre ingredienser sammen til en glat masse. Når smørret er smeltet hældes det langsomt sammen med blandingen, men rør ikke for længe i dejen, da den kan ændre struktur i ovnen. Lad dejen hvile i køleskab til den er kold og smør den ud ganske tyndt på en silikonemåtte. Drys nu med den finthakkede chokolade og de frysetørrede hindbær og sæt pladen i ovnen ved 170 grader i ca. 7-8 min. Hvis du ønsker de skal være runde eller have en anden form, skal du forme dem lige når de er kommet ud af ovnen.Det er en dejlig ret/dessert til fredagshyggen, som bragte mange dejlige barndomsminder frem fra min farmor af. Hun lavede altid fromager, og var super til det.



Nu da solen bare kigger lidt frem har jeg taget forskud på en af vores sommerfavoritter herhjemme og lavet hjemmelavede spareribs. Vi har heldigvis en god ven, som er slagter, hvor jeg køber det lækreste svinekød, som jeg koger i ca. tre kvarter i saltet vand. Hælder så vandet fra gryden og lader benene køle godt af. Jeg laver min egen barbecuesauce, som jeg selvfølgelig ikke fik skrevet de helt nøjagtige mål på, men jeg skal nok lægge den eksakte opskrift herind næste gang jeg laver dem. For dem må du ikke gå glip af. Så vi fik det hele, en spareribs, coleslaw og kartoffelbåde. Mums!


Som Le Grande finale på dette efterhånden lange indlæg kommer her fotos af en kage jeg har lavet som en surprice til en drengekonfirmation. Som du nok kan gætte, så er interessen hos drengen computer og LOL (league of Legends). Den tog godt nok lange tid at lave. Jeg havde til lejligheden indkøbt ny bageform, så der var nok kage (45x45 cm samt jeg fik afprøvet en ny fondant, som jeg helt klart vil anbefale fremover. Hold nu op en forskel at arbejde med. Jeg plejer at bruge Wilton eller fra Kagebutikken, men bestilte alle mine indkøb denne gang fra www.dinkage.dk, som havde super gode priser og god service. Det er ikke sidste gang jeg har handle hos dem. Men her til slut får du nogle fotos af kreationen, og jeg skal nok love, at der ikke går så længe næste gang før jeg får skrevet et nyt indlæg.















Ingen kommentarer:

Send en kommentar