tirsdag den 28. maj 2013

Et skævt smil på læben...

Ja, det må da være overskriften på dette indlæg. For når jeg sidder og læser tidligere indlæg, har jeg jo lovet der ikke ville gå lige så lang tid før jeg skrev igen, og hvad er der sket? Der er gået lige så lang tid! Men det er jo kun skønt jeg har noget at se til. Må erkende jeg bare nyder vi er blevet ramt af forår. Maden er ikke så tung, det er nemmere at komme op hver morgen, det skyder op med blomster alle vegne og træerne springer ud. I det hele taget er det jo bare altid skønt som alting kommer til live igen, efter en meget, meget, meget lang vinter, føles det. Så lad os fejre foråret med en dejlig fødselsdagsbuket. Hurra!!!!



Men med foråret kommer der også konfirmationer, mors dag og bryllupper. Så på den front har der været meget at se til. Når der meget at se til skal det hele også fungere i hjemmet, så derfor har der ikke været så meget tid til den helt store madlavning, men mere lidt nemmere, hurtigere retter. En af familiens favoritter er helt klart noget med pasta og svampe/ champignon og ikke en ikke helt let flødesauce. Denne ret er meget hurtig at lave og smager wunderbar. Jeg har ikke skrevet de helt eksakte mål på, da jeg det som sagt er lidt, hvad jeg nu har i køleskabet, men jeg vil sige til vores familie på 5 personer har jeg brugt en pakke med markchampignon og ca. 150 gr. Carl Johan svampe, 2 skalotteløg, 1/4 dl. trøffelolie samt lidt rosmarinkviste og saften fra ca. en kvart citron. Smør, løg, rosmarinkviste og champignon steges sammen, så det bliver lækkert gyldent og tilsætter derefter ca. 1 spsk. sennep, godt med grovkværnet peber, trøffelolien, lidt sukker og ½ liter piskefløde. Lad det koge lidt ind til saucen er blevet mere tyk og smag til med salt, peber samt citronsaften. Anretter med de sødeste små tomater samt ærteskud, begge dele funder i Irma. Masser af friskkværnet peber samt et drys friskrevet parmesan. Mums, måske ikke slankende meget yderst velsmagende.

Men må så for at man kan få rørt sig lidt klart anbefale, vores nye støjvolde i Solrød, som er udnyttet helt genialt. Det er en lang strækning, som har forskellige aktiviteter og er super sjovt og hyggeligt. Der er en sti oppe på toppen samt man sagtens kan gå nedenfor, hvor der er fortorv og cykelsti. Vi havde taget trækvognen med, madpakker og petangue. Fik en meget hyggelig dag ud af det og ungerne fik da lige brugt en masse krudt.



En af de travle dage måtte jeg så lave en dansk klassiker og til vores "store" familie bruger jeg flg.:

Æggekage (5 pers.)
9 æg
2½ tsk. kartoffelmel
2 dl. mælk
1/4 dl. piskefløde
Salt, peber
Bacon, cocktailpølser samt purløg efter behag
Lidt smør til panden

Varm ovnen op til 175 grader. Jeg vælger at stege min bacon i ovnen på en bagerist med bradepanden nedenunder, så bliver det ikke så fedt. I en pande på steger jeg så alle cocktailpølserne.

Start med at piske alle de våde ingredienser sammen (gem lidt mælk til at piske melet ud sammen med), og tilsæt mel, salt og peber. Smelt smør i en ovnfast pande, og skru ned for middel varme. Hæld æggemassen ud på panden, og skrab lidt i bunden hele tiden, så æggemassen kan løbe ned. Når æggekagen er halv-stiv, sættes den i ovnen og skal være i ovnen til den er helt stivnet og rejst sig. Når æggekagen er klar, tages den ud af ovnen og bacon, pølser og purløg kommes ovenpå. Herhjemme serveres æggekagen med rugbrød, koldt smør og sennep.



Vores mellemste barn skulle så til klassefest, hvor temaet var Grease. Så udklædningen kom på plads og sjovt nok stod jeg så til at skulle bage cupcakes, Jeg må erkende jeg ikke havde oceaner af tid, så jeg måtte jo tænke lidt kreativt på noget der ikke ville tage så langt tid at lave. Så jeg lavede mine jordbær-cheesecake muffins som var de milkshakes, hvor jeg satte et frisk bær på, dryssede lidt krymmel på, satte et sugerør i samt skar nogle små T-shirts ud i fondant, hvor jeg på drengenes cupcakes havde skrevet T-Birds (de kørte jo Thunderbird i Grease-filmen) og på pigernes skrev jeg så Pink Ladies, som var deres klub. Til mad fik de smart nok burgere, fritter samt milkshakes. og cupcakes bragte stor lykke så det var jo fint.

Her i familien kan det jo nok ikke helt komme bag på dig, at vi alle ÆÆÆLLLSSSKKEEERRR mad. Så nogle gange når vi skal hygge med mad får alle lov til at komme med deres besyv med, hvad der skal spises og så laver vi et madbord. Vi laver en masse forskellige retter, som alle kan lide og det er vildt hyggeligt, for vi spiser ved vores stuebord og kan sidde sammen længe og hygge over maden. Her er lidt eksempler på, hvordan det kan tage sig ud og nogle af vores favoritter.


På dette bord er der spicy rejer på pinde med stegte kammuslinger, Bruschetta, nuggets med honeymustarddip, rejecocktail, falafel med bluecheesedip og stegt barbecuekylling med coleslaw. Jeg skriver ikke lige alle opskrifterne her, men skriv blot til mig, hvis du vil vide nærmere.

Hjemmelavede nuggets (5 pers.)
4 kyllingebryster skåret i tern
2 æg
2½ dl. corn flakes (u.sukker)
2 dl. rasp
salt og peber (evt. lidt chilipulver eller karry)
olie til stegning (jeg bruger rapsolie)

Start med at piske æggene sammen i en skål. I en anden skål tager du dine cornflakes i, som du knuser mellem dine hænder. det skal stadig være lidt groft. Dernæst hælder du rasp og krydderier i blandingen og du kan jo krydre med lige det du har lyst til. Smager også godt med hakkede, friske krydderurter i.
Sæt en pande over med olien.
Vend kyllingestykkerne i de sammenpiskede æg og vend dem i rasp-/cornflakes blandingen. Gentag, hvis du ønsker en tykkere panering. Steg stykkerne i den varme olie på panden til de er gyldne og læg dem på et stykke fedtsugende papir.

Dressingen lavede jeg som vores hjemmelavede udgave af en krydderurtedip:

2½ dl. creme fraiche
½ dl. hakkede krydderurter (evt. persille, purløg, kortiander, osv.)
salt, peber og en anelse sukker
½ fed hvidløg

Du skal blot piske alle ingredienserne til det er en samlet dressing der er blød og lække rat se på og smagen er jo efter behag.

Disse kyllingebrød er helt klart en af vores favortitter. Jeg har blot taget nogle flotte kyllingebryster, marineret dem i en porterøl med 1½ spsk. brun farin samt et godt bundt frisk timian. Mariner dem gerne i et par timer. Du kan jo så imens lave klar til en lille portion coleslaw, hvor du tager hakket hvidkål og gulerødder, som du vender i en dressing lavet af 1 dl. mayonaisse samt en ½ dl. Miracle Whip, lidt hvidvinseddike samt godt med sukker og en anelse salt. Lad det gerne trække på køl ligesom kyllingebrysterne. Tag kyllingebrysterne ud af køleskabet, tag dem op af fadet og dup dem let med et stykke køkkenrulle og kaser marinaden. Varm en pande op med halvt smør og olie, og steg brysterne til de er gyldne og ikke røde i midten. I mens de køler af på et rent fad, tager du et lækkert italiensk brød eller flutes og skærer i tynde skiver, som pensles med olivenolie og sætter i ovnen til de er gyldne. Når du har taget dem ud gnider du pillede hvidløg på hvert brød.
Når du skal servere brødene hælder du en klat god barbecue sauce på hvert stykke brød, lægger et par skiver kylling på, endnu en klat barbecuesauce, en stor tomatskive og topper med masser af coleslaw. Det er en rigtig lækkerbisken.


På dette bord er der så lidt færdigkøbte ting også. Bare så du ikke tror jeg ikke har noget liv og andet at lave :0)

De færdigkøbte ting her på dette bord er mozarellasticks og chilicheestops, samt hvidløgsdip fra Sticks'N'Sushi. Ellers er her små stykker pølse fra Løgismose med timian og æble, Italiensk focacia, rodfrugtesuppe med pesto samt moules mariner. Opskriften på muslingerne har jeg lagt ud i indekset, som jeg lavede sidste sommer på vores grill. Men det er en hitter hver gang. En af børnene bryder sig ikke om muslinger, men elsker selve suppen, men det kan jeg godt forstå.
Rodfrugtesuppe til 4 pers.

200 g renset og skrællet jordskokker
1 stor, skrællet kartoffel
100 g pastinak
3 persillerødder
1 fed hvidløg
1 skalotteløg
½ l. piskefløde
smør til stegning
salt, peber og en anelse sukker

Alle rodfrugterne skrælles, vaskes og skæres i små tern. Alle rodfrugterne kommes i en gryde med vand, som skal koge i ca. 15 min. Hvidløg og skalotteløg skæres i små stykker og blancheres et kort øjeblik i smørre. Når rodfrugterne er færdigkogte hælder du det meste af vandet fra, men lad ca. 2 dl. tilbage. Nu skal det blendes sammen med hvidløg og løg i ca, 5 min-10 min. og sigt det over i en stor gryde, som du varmer op og smager til med piskefløden og krydderierne. Det smager super godt med pesto på og et lækkert brød til.


På dette sidste bord er der nacos med mozarellaost og guacemole, masser af frisk frugt, lakseruller, asparges med seranoskinke samt muslingesuppe, som er rester fra dagen før, hvor jeg blot inden jeg satte det i køleskabet har taget alle muslingerne ud af skallerne og lagt dem i suppen.

Lakseruller er super nemme, og lækre til madpakken også eller til en snack.

Lakseruller:

Tortillapandekager
Philidelphia smørost
Icebergsalat
purløg
Ferskrøget laks
revet limeskal fra økologisk lime

Læg dine pandekager ud på et skærebræt og smør dem med et godt lag Philidelphia smøreost og drys med purløg og meget fintskåret iceberg salat. Skær nogle tynder skiver laks og læg dem ovenpå salaten og drys lidt revet skal fra en vasket, revet limeskal ovenpå laksen. Rul pandekagerne stramt sammen og pak dem ind i husholdningsfilm og læg dem på køl i ca. en halv times tid. Kan også laves dagen før. Når rullerne er afkølet skæres de i ca. 2-3 cm. skiver, som drysses over med klippet purløg.



På blomstersiden har der som altid været meget at se til.  Det har ud over; som før omtalt, været konfirmationer, mors dag, bryllupper og fester. Lavede forleden en skøn brudebuket med orkideer, roser i forskellige størrelser og farvernuancer, bouvardia, brudeslør, kalaer, fresia, lisiathus og liljer. Den blev super feminin og lækker. Det er altid dejligt at lave en buket efter mit hoved for kunden havde kun et ønske om, at den skulle være hvid med brudeslør og liljer og lidt perler.



En anden sjov ting er, når der kommer en forbi med en skål, som skal bruges at pynte et middagsbord med. Problemet er bare når folk så tror man ikke har andet at lave og kan lave det klar på 5 min. Men denne dekoration skulle passe til en hvis dug med lilla servietter og lys og ose af sommer. Så hvad var mere nærliggende end, at lave denne dekoration med silkepæoner, lathyrus og hortensia. Den blev lige som ønsket og duftede skønt af sommer.



I går så jeg en dokumentar om en ung pige, som havde været ude for en ulykke, og hvor forældrene skulle tage stilling til organdonation. Pyha, det trak tårer, men værst var det jo så, at da alt maskineri var taget fra hende og alt hjælp sluttede valgte hun livet, og lever i dag. Før programmet var jeg 100% klar til at donere alt og var ikke et sekund i tvivl, men nu har jeg fået andre tanker. For jeg tænkte jo før, at var det mig eller en af mine pårørende, kunne man jo hjælpe andre familier med syge eller alvorlige lidelser. Men i dag er jeg ikke helt sikker på jeg vælger det. Eller jo. Det gør jeg jo nok alligevel, men ... Det har sat en masse tanker i gang, som jeg nu går og overvejer. Så med disse slutord vender jeg snart frygteligt retur på bloggen. Men har du taget stilling?








Ingen kommentarer:

Send en kommentar